Generalforsamlingen 2024

Ordinær generalforsamling i
Grundejerforeningen Nørrevang
søndag 11.08.2024
D A G S O R D E N og R E F E R A T
(20 husstande var repræsenteret ved generalforsamlingen).
1. Valg af dirigent og referent
  • Dirigent: Carl-Otto Toudal.
  • Referent: Steffen Damgaard.
  • Dirigenten konstaterede jfr. vedtægterne, at generalforsamlingen var lovligt varslet og derfor beslutningsdygtig.
2. Formandens beretning
Siden sidst i korte træk:
  • Vores forening kører fortsat efter et ”fladt” system, hvor en samlet bestyrelse står for planlægningen af arrangementer, henvendelser til bl.a. kommunen og andet.
  • Af hensyn til vores bank er Steffen (B7) officielt formand – det kræver de. I praksis fungerer bestyrelsen dog uændret, så alle bestyrelsesmedlemmer er til rådighed for ønsker og henvendelser omkring foreningen. Dette stiller ekstra krav til bestyrelsens interne kommunikation, og det forsøger vi efter bedste evne.
  • Ingen nye beboere i kvarteret – endnu. Nyt på den front senere på året.
  • Vi har ikke mistet nogen naboer – heller ikke fraflyttede i 2024.
  • Fastelavn blev i 2024 afholdt den 18/2. Det så ud til at være en fin succes med mange børn og forældre – og bedsteforældre (?) Ros til tovholderne Kristian og Sidsel (L10), som vi håber, vil fortsætte traditionen til næste år.
  • April/maj måned blev hovedkloakkerne i vores kvarter renoveret. Der blev først spulet, derefter filmet og til sidst indblæst en ”strømpe”, som efter opvarmning bliver glat og stenhård. Nemt, hurtigt og billigt – og man slipper for opgravning.
    Enkelte har haft problemer med rotter i kloakken. Kommunens rottefænger har været ude og konstatere, at de gamle kloakker har en del stikledninger, som ikke længere er i drift – hvilket giver gode forhold for rotter. Det anbefales at etablere rottespærrer, og nogle husstande har allerede fået det lavet.
  • Loppemarked 4/5 10-13. Traditionen med at placere det hos Henrik på Nordskoven Strand Camping blev videreført fra sidste år. Der var flot vejr, bål og hele 11 deltagere. Tak til tovholderne Vivian, Martin og Camilla, som fortsætter næste år.
  • Sct. Hans bål på stranden blev ikke til noget i 2023 pga. afbrændingsforbud og blæsevejr. I år havde bestyrelsen lagt det ud til interesserede om at etablere bål f.eks. på stranden – men ingen meldte sig. I stedet deltog en del i Campingpladsens bålarrangement. Bestyrelsen håber at frivillig tovholder melder sig på banen til 2025.
  • Vores hyggelige tradition med cykeltur til Skovly søndag den 30/6. Vibeke stod igen for arrangementet, der ikke kunne holdes på Skovly pga. andet arrangement. Sted blev ændret til naturlegepladsen på Havvej – men måtte aflyses pga. dårligt vejr. Kaffe/the og kringle blev i stedet nydt på Lærkevej 7. Vi håber at vi kan genoptage traditionen på Skovly til næste år. Vibeke har bedt sig fritaget som arrangør – andre har mulighed for at træde til. Mia og Rasmus (F6) vil gerne være tovholdere.
  • Vejfesten på legepladsen 10.08.2024 traditionen tro. Godt 40 deltagere – heraf mange børn. Tak til Karen og hjælpere med telte, lys, grill m.v. Vi kan meget når vi løfter i flok.
  • Generalforsamling 11/8 kl. 11.00 på legepladsen.
  • Halloween 31.10.2024 – er der nogen, som vil være tovholder, så husk at sende indbydelser ud, eller giv besked til en fra bestyrelsen.
Bestyrelsesarbejde:
  • Lokalplan for svenskehusene er udsat p.g.a. politisk prioritering i BRK Plan. Det er blevet udtalt fra BRK, at man har indtænkt bl.a. parkeringsforhold og indkørsler foran husene, placering af ladestandere, placering og størrelse af affaldsstativafskærmninger, solceller og meget andet. For nuværende vides ikke, hvornår arbejdet genoptages.
    Kristian Pihl har kontaktet BRK – og der er ingen aktuelle planer om genoptagelse.
  • Bestyrelsen har besluttet at henvende sig til BRK (igen) ang. standarden på vores fortove og vejtræer.
    Kristian Pihl kontakter BRK.
  • Hegn på begge sider af legeplads er faldefærdigt.
    Kristian Pihl kontakter BRK.
  • Der er kommet ny hæk på legepladsen mod fortovet. Flittigt vandet og passet af Christian Thøgersen.
  • Foreningens hjemmeside lever lidt sit eget, stille liv. Carl Otto er fortsat webmaster, men det vides ikke helt, hvor meget siden benyttes. Referater m.v. kan fortsat læses på siden.
  • Bestyrelsen modtager gerne ideer til fælles glæde og gavn. Foreningen har en relativ solid økonomi.
  • Kommunikation er vigtig. Vi anbefaler Messenger – men maillisten fungerer sideløbende. Og ellers taler vi jo gerne sammen på vejene og over hækken…
– o – o – o – o –
  • Beretningen blev godkendt.
3. Foreningens regnskab –
herunder fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent
Se foreningens regnskab, klik HER
I kassererens fravær blev regnskabet gennemgået af bestyrelsesmedlem Henrik (B2).
Foreningens regnskab viste en formue på kr. 19.826,25 i forhold til sidste års saldo på kr. 19.459,38. Regnskabet blev godkendt.
Regnskabet viser afregnede transaktioner for perioden. Udestående indbetalinger fremgår ikke af regnskabet.
  • Det blev foreslået at fremrykke kontingentopkrævning, så kassebeholdningen ved generalforsamling giver reelt billede, uden udeståender. Kassereren/bestyrelsen arbejder videre med dette.
  • Regnskabet blev godkendt.
  • Bestyrelsens forslag om en fastholdelse af kontingentet på kr. 150/år pr. husstand blev godkendt.
4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor
Følgende bestyrelsesmedlemmer er på valg:
  • Christian Thøgersen (L7) – modtager genvalg.
  • Kristian Pihl (L9) – modtager genvalg
  • Henrik Hansen (B2) – modtager genvalg
Revisor på valg (hvert år):
  • Carl-Otto Toudal (L13)
  • Alle opstillede bestyrelsesmedlemmer samt revisoren blev genvalgt.
5. Indkomne forslag
Ingen.
6. Eventuelt
  • Bestyrelsen minder om, at i 2025 fylder vores grundejerforening 30 år. Bestyrelsen vil overveje, hvordan dette kan markeres. Forslag modtages gerne.
  • Forslag om Gløgg og juletræstænding i slutningen af november. Sidsel (L10) og Mia (F6) vil gerne være tovholdere.
  • Forslag om Nytårkur med bobler i start januar 2025. Kom frit frem, tovholdere.
  • Grethe (B4) foreslog en guidet svampetur i oktober for dem, det kunne interessere. Dato udmeldes senere.
  • Forslag om at næste års loppemarked bliver afholdt på ”Havens Dag” 1/6 på campingpladsen. Tovholdere Camilla & Martin (H81) og Vivian (B7) arbejder videre med dette. Nærmere info følger.
Dette indlæg blev udgivet i Foreningen. Bogmærk permalinket.