Generalforsamlingen 2022

Ordinær generalforsamling i
Grundejerforeningen Nørrevang
søndag 04.09.2022
D A G S O R D E N og R E F E R A T
(15 husstande var repræsenteret ved generalforsamlingen).
1. Valg af dirigent og referent
  • Dirigent: Niels Fastrup.
  • Referent: Carl-Otto Toudal.
  • Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var varslet korrekt og derfor beslutningsdygtig.
2. Formandens beretning
Efteråret 2021 havde coronaen stadig temmelig godt fat med heraf følgende restriktioner og begrænsninger. Til gengæld synes foråret 2022 at være vendepunktet, hvor vi igen har kunnet leve normalt.
Vi holdt bestyrelsesmøde den 16. marts, og foreningens medlemmer modtog pr. mail et referat af mødet, som havde følgende punkter:
  1. Foreningens aktiviteter
  2. Brænderøg
  3. Ændring af bestyrelsen
  4. Lokalplan
  5. Økonomi
  6. Hjemmsiden
  7. Dødsfald
ad Foreningens aktiviteter
Om foreningens aktiviteter kan man sige, at de alle sammen er blevet gennemført, med undtagelse af loppemarkedet. Aflysningen af loppemarkedet må jeg tage min del af skylden for. Det havde i forvejen knebet lidt med tilmeldinger, og da vejret tegnede skidt med kraftig blæst, var der allerede fredag aften et par afbud fra deltagerne. Lørdag morgen regnede det pænt, og ifølge DMI’s nedbørsradar ville regnvejret fortsætte det meste af formiddagen. Derfor besluttede jeg sammen med Berit at aflyse. Besked blev sendt ud på Messenger, ligesom jeg holdt øje med, om nogle begyndte at stille op (alle er jo ikke på Messenger). Lige før kl. 10 blev vejret pludselig meget bedre, og jeg stod tilbage med en besynderlig fornemmelse af at have kvajet mig gevaldigt – jeg fik det imidlertid bedre, da der kom et ordentligt regnskyl ved halvtolvtiden. Men ellers skal der lyde en stor tak til Berit og Vivian for at stå for loppemarkedet samt ikke mindst til Camilla for den smukke annonce i Tidende – virkelig ærgerligt, den var forgæves.
Ellers kan jeg sige, at fastelavnsarrangementet var en stor succes takket være Sidsel og Kristian, hvor Kristian stod for det praktiske med tønder og afvikling af tøndeslagningen, mens Sidsel bl.a. sørgede for boller/kage.
Også turen til Skovly gik fint, selv om vi denne gang for første gang måtte sidde indenfor og nyde kaffe og kage – desværre med noget færre deltagere end tidligere. Tak til Vibeke for at varetage opgaven med at arrangere denne udflugt.
Sankthans aften var vi igen på stranden som vanligt, og for en gangs skyld var det en rigtig fin sommeraften, hvor vi var mange, a nød samværet omkring bålet. Tak til Jens-Christian og Jane for at stå for arrangementet.
Vi kan også glæde os over, at vejfesten atter blev til noget. I år deltog 17 husstande med omkring 30 voksne og et fuldstændig utælleligt antal børn i løjerne. Det er min oplevelse, at det var rigtig god aften, selv om starten af september nok er lidt for sent på året at afholde arrangementet. Tak til Karen og Grethe for at have taget sig af arrangementet.
ad Brænderøgen
Brænderøgen vil jeg ikke kommentere meget på. Der er et problem især i stille højtryksvejr, hvor røgen har en tendens til at blive liggende ved jordoverfladen. Det bedste råd, man kan give, er at følge brændovnsrådene, som man fx kan se på Bolius’ hjemmeside. Først og fremmest bruge tørt brændsel og sørge for godt med luft i brændeovnen, så forbrændingen bliver, så ren som muligt. Og husk, at den med at lade et par knuder ligge og ulme natten over på alle måder er en dårlig løsning
ad Ændring af bestyrelsen
På bestyrelsesmødet meldte Bent ud, at han ønskede at stoppe i bestyrelsen, ligesom jeg selv fastholdt den beslutning, jeg allerede havde meldt ud på sidste års generalforsamling. Der skal derfor findes to nye medlemmer til bestyrelsen, men det kommer vi jo til lidt senere på dagsordenen.
ad Lokalplan
På generalforsamlingen i 2020 nedsatte vi som bekendt et udvalg, som evt. skulle være med til at udarbejde et lokalplansforslag for vores eget kvarter. I løbet af efteråret fik jeg etableret kontakt til kommunen (SMC), som umiddelbart var imødekommende over for et samarbejde, men som først skulle afholde nogle møder med sine medarbejdere mht. strategi osv., hvorefter han ville vende tilbage til os. Dette nåede han imidlertid ikke, inden Coronaen lukkede samfundet ned.
Måske har jeg været for “tålmodig” med kommunen under Corona-nedlukningerne, måske har jeg ikke været “ihærdig” nok i min iver efter at få kontakt med de ansvarlige. Hvorom alting, så fik jeg først efter mange opringninger og et par mails genetableret kontakten med kommunen i begyndelsen af juni i år. Her kunne jeg konstatere, at kommunens ansvarlige, TP, var kommet langt med lokalplaner for svenskehusene. Da jeg talte med ham, havde de endnu ikke fastlagt den endelige strategi, dvs. om der skulle være en fælles lokalplan for alle kvartererne eller en for hvert, ligesom det heller ikke var besluttet, om man ville fremlægge planerne til høring for borgerne først og efterfølgende til politisk behandling eller omvendt. Thomas lovede at give mig besked om beslutningen, som skulle tages kort tid efter vores samtale, men han har ikke efterfølgende kontaktet mig. Til gengæld har lidt insider-information kunnet oplyse mig om, at forslaget/forslagene bliver lagt frem for borgerne før den endelige politiske beslutning her i løbet af efteråret 2022.
I mine samtaler med Thomas Petersen stillede jeg ham konkret spørgsmålet, om de var interesseret i vores “rådgivning” – altså om jeg skulle aktivere vores lille planudvalg – men det var ikke noget, der vandt genklang. Det var min helt klare opfattelse, at det ikke var det rette tidspunkt at komme ind i processen på.
Det er naturligvis lidt ærgerligt, at “vi kom for sent til toget”, på den anden side så var ideen med vores udvalg jo at tilskynde, at der blev igangsat et lokalplansarbejde for svenskehuskvartererne (i hvert fald for vores eget) – og det er trods alt sket. Så må vi i grundejerforeningen prøve at gøre vores indflydelse gældende, når planerne fremlægges for offentligheden.
ad Økonomi
Økonomien kommer vi til på næste punkt.
ad Hjemmesiden
Der er ikke sket de store ting på hjemmesiden. Den trænger nok lidt til et løft, men det er opgave, jeg måske kan få kigget på i løbet af vinteren. Inspiration er velkommen.
ad Dødsfald
Som nævnt i referatet fra bestyrelsen døde Mogens Andersen i foråret.
Ellers er der ikke sket forandringer i kvarteret med hensyn til beboersammensætningen.
Carl-Otto Toudal
  • Kommentarer til formandens beretning:
    • Vedr. foreningens aktiviteter:
      Berit (F5) ønsker ikke længere at være tovholder for loppemarkedet. Evt. interesserede i at overtage funktionen kan melde sig til bestyrelsen.
    • Vedr. lokalplan:
      Erik (L15) uddybede formandens oplysninger om den kommunale strategi. Forvaltningens forslag præsenteres i løbet af efteråret 2022 for borgergrupperne. Herefter følger en fase, hvor grupperne kan fremkomme med ændringsforslag til forvaltningens forslag. Hele materialet tilstilles herefter til politisk behandling. Politikernes endelige forslag sendes siden i offentlig høring før den endelige politiske beslutningsproces.
  • Formandens beretning blev enstemmigt godkendt.
3. Foreningens regnskab –
herunder fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent
  • Foreningens regnskab udviste et overskud 587,83 kr. og en formue på 21.532,25 kr.
  • Den afgående kasserer oplyste, at den nye bestyrelse bør overveje at skifte bank, da foreningens nuværende bankforbindelse tager et gebyr på 1.000 kr. i forbindelse med kassererskifte.
  • Kassereren henstillede til medlemmerne om at angive tydelig afsenderadresse ved indbetaling af kontingent, f.eks. et B, F eller L efterfulgt af husnummer.
  • Foreningens kontingent blev bibeholdt på 150 kr. årligt.
Foreningens regnskab 01.07.21 – 30.06.22
Indtægter
Kontingenter
Indbetalt
6.100,00
Restancer pr. 30.06.2021
2.100,00
4.000,00
Restancer pr. 30.06.2022
900,00
4.900,00
Udgifter
Hjemmeside
450,00
Hostmaster
60,00
Bankgebyr
360,00
Vejfest
729,32
Bårebuket
200,00
Hyndeboks
599,00
Stropper til telte
488,85
Skovtur
1.425,00
4.312,17
Periodens overskud
587,83
Formue pr. 1. juli 2021
20.994,42
Formue pr. 1. juli 2022
21.532,25
Formuen pr. 1. juli 2022 består af
Indestående i bank
20.632,25
Tilgodehavende kontingent
900,00
21.532,25
Ovenstående regnskab er en afskrift af det originale regnskab, som blev fremlagt på generalforsamlingen af kasserer Bent Schiøtt Hansen med revisor Viggo Andersens godkendelse.
4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor
Følgende bestyrelsesmedlemmer er på valg:
  • Bent Schiøtt Hansen (L19) – modtager ikke genvalg.
  • Kristian Pihl (L9)
  • Carl-Otto Toudal (L13) – modtager ikke genvalg
Revisor på valg:
  • Viggo Andersen (L23)
  • Christian Thøgersen (L7) og Henrik (B2) blev indvalgt som nye medlemmer i bestyrelsen, mens Kristian Pihl blev genvalgt.
  • Carl-Otto Toudal (L13) afløser Viggo Andersen (L23) som revisor.
5. Indkomne forslag
Else Jørgensen (L23) har indsendt følgende forslag:
Jeg kunne godt tænke mig, at vi drøftede afhentning af affald, nu hvor der vel snart sker ændringer med hensyn til sortering. Jeg vil af hensyn til både det æstetiske omkring husene og effektivisering for skraldafhenterne foreslå, at der bliver en lille station på Antoinettevej, hvor der må være tilstrækkelig plads til sådan en på parkeringspladserne.
  • Generalforsamlingen drøftede indgående den nye affaldsordning og dens konsekvenser for boligejerne. Det blev desuden oplyst, at der skulle komme en mere detaljeret vejledning fra BOFA, når ordningen træder i kraft. Man kan allerede nu orientere sig på BOFA’s hjemmeside. For de boligejere, der pga. adgangsforholdene har problemer med affaldsafhentningen, er der mulighed for at tilmelde sig en adviseringsordning på BOFA’s hjemmeside, så man kan nå at placere affaldet ved skel i rette tid.
  • Det af Else (L23) fremsatte forslag blev forkastet med stemmerne 4 for og 10 imod, mens 1 undlod at stemme.
6. Eventuelt
  • Det blev foreslået evt. at anskaffe et udendørs bordtennisbord til legepladsen.
  • Foranlediget af en del til dels rotterelaterede kloakarbejder i kvarteret på det seneste blev spørgsmålet rejst, om der kan være tale om eftervirkning af arbejderne i forbindelse med regnvandsledningen. Bestyrelsen opfordredes til evt. at undersøge, hvad det ville koste at få et firma til at gennemse kloakkerne.
  • Det blev efterlyst, om der evt. kan gøres noget for at markere regnvandsbrøndene, så de ikke bliver brugt til at hælde urent og forurenet vand direkte ned i Østersøen.
  • Generalforsamlingen opfordrer beboerne til at lette foden på speederen, når de kører ned/op ad Lærkevej, ligesom de opfordres til at bede deres gæster og besøgende om at gøre ligeså.
  • Hundeefterladenskaber kan være et problem. Beboerne bør gå foran og vise det gode eksempel.
  • En enkelt beboer har i forbindelse med højresving fra Lærkevej ud på Haslevej oplevet lang ventetid ved lyskrydset. Problemet synes dog ikke at være generelt.
  • Nogle beboere finder, at mågerne er lidt dominerende nogle steder i kvarteret. Beboerne bedes derfor undlade at fodre mågerne, ligesom man bør være opmærksom på, om der ligger madrester rundt omkring, som de kan mæske sig med.
Dette indlæg blev udgivet i Foreningen. Bogmærk permalinket.