Generalforsamlingen 2021

Ordinær generalforsamling i
Grundejerforeningen Nørrevang
søndag 15.08.2021
D A G S O R D E N og R E F E R A T
(12 husstande var repræsenteret ved generalforsamlingen).
1. Valg af dirigent og referent
  • Dirigent: Steffen Damgaard.
  • Referent: Carl-Otto Toudal.
  • Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var varslet korrekt og generalforsamlingen derfor beslutningsdygtig.
2. Formandens/bestyrelsens beretning
Året siden sidste generalforsamling har været en periode præget af coronaen med tilsvarende lavt aktivitetsniveau i foreningen.
Vi har holdt ét bestyrelsesmøde – udendørs, i februar – hvor vi lavede et vej- og legepladssyn.
På legepladsen var bunkeren ved at springe i skov, da korkegene tilsyneladende både sendte rodskud op og såede sig selv. Det gav det problem, at bunkerens funktion som f.eks. kælkebakke ikke var optimal. På vejen konstaterede vi, at der er problemer med meget store vandpytter/issøer ud for nr. 31 og 29 samt for enden af fortovet ved Lærkevej 18. Derudover konstaterede vi, at vejtræernes rødder flere steder skyder fliserne i vejret, så fortovene bliver meget ujævne. Endelig blev vi af nogle beboere gjort opmærksomme på, at nogle af de store brønddæksler mangler en gummiring omkring selve dækslet.
Efterfølgende kontaktede vi kommunen pr. mail med billedmateriale til illustration af forholdene. Det lykkedes efter nogen tid at få gartnerafdelingen i tale. Vi aftalte, at de skulle rydde forsiden af bunkeren for beplantning, mens de lod korkegene, som skyder op bagsiden ind mod Frydenlundsvej, blive stående.
Morten Bach Jørgensen lovede at sende vores skrivelse og billedmateriale fra vejen videre til Carsten Pedersen i vejmyndigheden, men for at være sikker sendte jeg også en mail med billedmaterialet til Carsten Pedersen. Jeg har nogle gange prøvet at få fat i CP telefonisk – uden held – og vi har ikke fået nogen form for respons fra ham. Jeg er naturligvis ikke blind for, at de problemer, vi gjorde opmærksom på i vores skrivelse, i den store sammenhæng nok er af mindre betydning, men derfor er det alligevel lidt forstemmende, at man slet ikke får noget svar tilbage på en skriftlig henvendelse.
Generalforsamlingen nedsatte sidste år et udvalg, der skulle arbejde med at få lavet en lokalplan for vores tre veje. I løbet af september fik jeg kontakt til Søren Møller Christensen, som viste udpræget interesse for et samarbejde omkring emnet. Ifølge mine papirer blev der indkaldt til et møde i gruppen, men det blev aldrig afholdt, da vi afventede et udspil fra Søren Møller Christensen – det kom dog aldrig – og siden lukkede coronaen så helt ned for at mødes. Gruppen har derfor ikke været sammen endnu, men jeg går ud fra, at der kan komme et eller andet i gang hen over efteråret.
Coronaen satte også en stopper for vores første arrangement i foråret – fastelavn på legepladsen. Til gengæld gennemførte vi et loppemarked i maj måned med pænt med udstillere, som vel havde en hyggelig dag sammen. Derimod manglede der vist købere, og nogen stor handel var der vist ikke tale om. Tak til Berit (F5) og Vivian (B7) for at stå for arrangementet og tak til Camilla (L2) for den smukke annonce.
Også turen til Skovly blev gennemført med pæn tilslutning (omkring 25 deltagere). Tak til Vibeke (L7) for at stå dette arrangement.
Sankt Hans aften arrangementet er lidt specielt. Der er ikke noget med tilmelding, og det er lidt op til de beboere, som er hjemme på dagen, at stikke hovederne sammen og aftale nærmere om arrangementets forløb. Det kan måske være lidt svært for tovholderen (som har været Vibeke (L7) i nogle år) at holde sammen på trådene. I år havde vi i tilgift en lang tørke op til den 23. juni at tage med i betragtning. Resultatet blev, at der blandt deltagerne – efter en del snak frem og tilbage – blev enighed om at hægte os på arrangementet på campingpladsen. Tilbagemeldingen har lydt på, at det da var hyggeligt, men slet ikke det samme som vores arrangement nede på stranden.
Vejfesten blev gennemført med små 30 voksne og omkring 15 børn. Tak til Jeanette (L13) og Karen (L4) for at være tovholdere på arrangementet – og tak til deltagerne for de mange lækkerier, som var blevet kreeret.
I behandlingen af min beretning vil jeg gerne lige have , at vi evaluerer de enkelte arrangementer samt vælger tovholdere til de arrangementer, vi vil holde fast i. Jeg ved, at der er tovholdere, som ikke ønsker at fortsætte, så der skal under alle omstændigheder vælges nogle nye.
Der har i årets løb ikke været nogen ændringer i beboersammensætningen.
Formandens beretning affødte kun få kommentarer:
  • Der blev forespurgt, om vi evt. selv må rette fliserne ud ved at beskære vejtræernes rødder? Der blev dog hurtigt enighed om, at det ikke var en farbar vej. Desuden blev der spurgt ind til, hvem der egentlig har ansvaret, hvis en fodgænger under periode med frost falder og kommer til skade på de isflager, der kan dannes i fortovets hulning ud for Lærkevej nr. 18 og på stien ud for nr. 31. Formanden forespørger i kommunen.
  • Det blev besluttet i 2021/22 at gennemføre samme arrangementer som i 2020/21, dvs.
    • fastelavn (tovholder: Kristian (L10)),
    • loppemarked (tovholdere: Vivian (B7) og Berit (F5), markedsføring Camilla (L2/H81)). Der afholdes loppemarked allerede i september 2021.
    • udflugt til Skovly (tovholder: Vibeke (L7)),
    • Sankt Hans (tovholdere: Jane (L19) og Jens-Christian (L16))
    • vejfest (tovholdere: Karen (L4) og Grethe (B4)).
  • Formandens beretning blev godkendt.
3. Foreningens regnskab –
herunder fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent
  • Kassereren oplyste, at foreningens formue nu er næsten 21.000 kr., efter at der har været et overskud på driften på 801,48 kr. Regnskabet blev godkendt uden bemærkninger.
  • Generalforsamlingen vedtog at fastholde kontingentet på 150 kr.
4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor
Følgende bestyrelsesmedlemmer er på valg:
  • Karen Hjort Fastrup (L4)
  • Steffen Damgaard (B7)
Revisor på valg:
  • Viggo Andersen (L23)
  • Alle opstillede blev genvalgt.
5. Indkomne forslag
  • Der var ikke indkommet forslag.
6. Eventuelt
  • Atter engang blev problemet med de mange parkerede biler på især den øverste ende af Lærkevej omtalt.
  • Medlemmer efterlyste orientering om den nye affaldsordning, hvortil bestyrelsen kunne oplyse, at der endnu ikke er meldt noget konkret ud fra kommunens side.
  • Formanden meddelte, at han ikke genopstiller ved valget til bestyrelsen på generalforsamlingen i 2022.
Dette indlæg blev udgivet i Foreningen. Bogmærk permalinket.