Legepladsen

Legepladsen
(Senest opdateret 29.03.2026)

Lige midt i kvarteret – Lærkevej 11 – ejer kommunen en parcel med offentlig adgang. På denne grund er der indrettet en småbørnslegeplads med gynger, sandkasse, rutsjebane, legehus og balancebom. Pladsen har desuden et par små fodboldmål samt et bord-bænkesæt, hvor de voksne kan sidde og nyde et krus medbragt kaffe mv., mens børnene tumler på pladsen. Legepladsen er ikke kun for kvarterets beboere, den bruges bl.a. også flittigt af dagplejen.

Bagest på legepladsen ligger der en lille høj. Det er en gammel bunker fra Den 2. Verdenskrigs tid, men i dag tjener den lidt mere fredelige sysler. Bakken har således en lille rutsjebane, den fungerer fint som kælkebakke i de efterhånden mere og mere sjældne snevintre, og den kan selvfølgelig bruges til at rulle nedad på noget med hjul på – eller hvad børn nu kan finde på at bruge den til.

Ud over sit primære formål er legepladsen samlingspunkt for mange aktiviteter for kvarterets beboere. Det er her, vi mødes og slår katten af tønden til fastelavn – det er her, vi holder grundejerforeningens årlige vejfest i august med generalfor-samling dagen derpå – og det er også her, vi mødes og ønsker hinanden god jul over et glas gløgg.

Tilbage til Rekreativt