Sandflugtstien i Nordskoven

Sandflugtstien i Nordskoven
(Senest opdateret 30.03.2026)

Sandflugtstien er markeret med gule pile på lave pæle langs ruten, ligesom mange træer på ruten er mærket med gule cirkelrunde pletter. På en del af skiltene står der under pilene desuden navnet på stien, altså Sandflugtstien.

Stien kan typisk påbegyndes ved Villa Nova eller fra parkeringspladsen på Antoinettevej. Der er tale om en rundstrækning, som er afmærket, så den kan gås i begge retninger. Som hovedregel skal man huske at følge pilens retning på den side af stolpen, man kommer henimod, og ikke som sådan orientere sig på de andre sider.

Turen er lidt over 7 km lang. Lidt over halvdelen af ruten går gennem skoven dels på større, dels på meget små stier – eller noget, der næsten ikke ligner stier som på billedet til højre. Resten går i de yderste klitrækker ad små fodstier, der både bugter sig til siderne og ikke mindst op og ned ad de mange bakker. Stierne langs vandet har et meget vekslende underlag – sand, skovbund og mos, og mange steder skal man passe godt på trærødder, ligesom man også skal passere et par små vandløb undervejs. En del af turen ligger mellem Kulvejen og Nyker Strandvej langs med Blykobbe Å.

Især turen langs Blykobbe Å og langs kysten fra shelterpladsen ved Blykobbe Strand og Skovly til Antoinettes Strand er utrolig malerisk med mange fine panoramaudsigter og et meget afvekslende terræn. Man skal dog være forberedt på en udfordrende rute, hvor gangstave absolut kan anbefales, hvis man er lidt usikker på benene. Skulle man give sig i kast med stien langs kysten og synes, den er en for stor mundfuld, kan man hurtigt komme “i sikkerhed” på mere fast grund via alle de tværstier, man passerer undervejs, og som går fra kyststien inde i skoven og ned til stranden.

Det er en fantastisk rute, som det er værd at opleve mere end én gang!

NB! Om vinteren og i det tidlige forår skal man være opmærksom på, at Sandflugtstien lige neden for friløbshegningen kan være oversvømmet og nærmest umulig at passere!

Tilbage til Rekreativt