Den grønnne ring

Den grønne ring
(Senest opdateret 30.03.2026)

Den Grønne Ring er en cykel- og vandresti på næsten 8 km uden om Rønne. Den starter i krydset mellem Lærkevej og Haslevej og går bl.a. forbi Kaolingraven og Snorrebakkesøen, bag om industrikvarteret og gennem Rønne Plantage til Onsbæk.

Man kan se og læse om ruten på udinaturen.dk eller bare klikke på dette link: Den Grønne Ring. I forhold til ruten på kortet på udinaturen.dk er det måske en idé, at man i starten over for Lærkevej ikke går ned ad Nordre Ringvej, men i stedet for går gennem bommene og ned ad Tjørnevej! Når man så kommer til Christians Plads, går man hen imod kaserneområdet og finder Markvejen, hvor Den grønne Ring så starter for alvor.

Denne grønne Ring er markeret med skilte på små stolper. Skiltene har hvide cirkler med en grøn baggrund samt eventuelle retningspile.

Når man har gået turen, er det jo ikke sikkert, at man orker at gå hele turen tilbage igen eller gå hjem gennem byen. Et alternativ kunne være at smutte med BAT’s bybuslinje 22C fra stoppestedet på Strandvejen over for Fredensborg Badehotel tilbage til Nordre Ringvej ved Blykobbevej. Bussen afgår fra Strandvejen 8:39, 10:39, 12:39, 14:39, 16:39 og 18:39, og turen tager ca. et kvarter.

Billederne herunder stammer fra den nordlige ende af Den grønne Ring og ned til Kaolinsøen. Ved den mindste af kaolinsøerne kan man se rester af det gamle Torneværk, ligesom der i ly af de høje skrænter er en rigtig fin, delvist overdækket bål- og rasteplads. For mountainbikere er der en lille, særlig bakket afstikker kaldet Pumptrack. De sidste to billeder er fra den store Kaolinsø.

Tilbage til Rekreativt